Analyse af mikrobiomet: Et vindue ind i kroppens mest komplekse økosystem
Dit tarmsystem rummer milliarder af mikroorganismer, der tilsammen udgør dit mikrobiom. Mikrobiomet spiller en central rolle for dit immunforsvar, din fordøjelse og dit stofskifte. Men hvad sker der præcist derinde? Her er hvad forskningen siger, og hvordan du selv kan blive klogere på din tarmflora.
Hvad siger forskningen om mikrobiomet og hvor er vi på vej hen?
Forskning af mikrobiomet er et af de hurtigst voksende felter inden for medicinsk videnskab. Vi ved i dag, at mikrobiomet er tæt forbundet med sygdomme som type 2-diabetes, inflammatoriske tarmsygdomme, overvægt og måske endda psykisk sundhed.
Men forskningen er stadig ung. Meget af det, vi ser, er korrelationer snarere end årsagssammenhænge. Det åbne spørgsmål i forskningen lyder stadig på, hvad der kom først: En ubalance i mikrobiomet, der fører til sygdom, eller sygdom, der forstyrrer mikrobiomet?
Det er her, analyser gennem mikrobiomtest er et vigtigt redskab. Jo flere data vi har om, hvordan raske og syge mikrobiomer adskiller sig, jo tættere kommer vi på svar.
Vil du høre mere om, hvordan det hele startede? Lyt til vores podcast-episode Den første forskning, hvor professor Oluf Borbye Pedersen fra Københavns Universitet fortæller om mikrobiom-forskningens begyndelse.
Hvad kan en mikrobiom-analyse kortlægge?
En mikrobiom-analyse giver dig et detaljeret billede af livet i din tarm. Konkret kan den kortlægge:
- Bakteriediversitet - hvor mange forskellige bakteriearter der er til stede, og i hvilke mængder. Et mangfoldigt mikrobiom er generelt et tegn på god tarmsundhed.
- Specifikke bakteriestammer - tilstedeværelsen af gavnlige bakterier som Lactobacillus og Bifidobacterium såvel som mindre gavnlige arter.
- Balance - om visse bakteriegrupper dominerer på bekostning af andre, hvilket kan hænge sammen med oppustethed, træthed eller dårlig fordøjelse.
Det er vigtigt at sætte realistiske forventninger: en mikrobiom-analyse kan ikke diagnosticere sygdomme. Den er et kortlægningsredskab - ikke en lægefaglig undersøgelse. Men den kan give værdifuld indsigt, der kan guide dine valg i hverdagen.
Sådan analyserer man mikrobiomet
En mikrobiom-analyse starter med en afføringsprøve. Det lyder måske lidt grænseoverskridende, men processen er enkel og hygiejnisk.
Fra prøven isolerer man DNA fra alle de mikroorganismer, der lever i tarmen. Det DNA bliver derefter aflæst ved hjælp af en teknologi kaldet DNA-sekventering, som gør det muligt at identificere præcis, hvilke bakterier der er til stede - og i hvilke mængder.
Hos Unseen Bio arbejder vi med de mest avancerede sekventeringsmetoder, hvor vi ikke kun kan finde over 4500 forskellige bakterie, men også undersøge, hvad de laver.
Resultaterne behandles derefter med bioinformatiske redskaber, der omsætter rå genetiske data fra mikroberne til en forståelig digital rapport om din tarmflora.
Værdifuld viden - for dig og for industrien
For dig som forbruger kan en mikrobiom-analyse være udgangspunktet for konkrete ændringer i kost og livsstil. Ikke ud fra generiske råd, men et funderet billede af dit specifikke mikrobiom.
Men mikrobiom-forskning og -analyse rækker langt ud over den enkelte forbruger. Jo mere industrien forstår mikrobiomet, jo tættere kommer vi på sundhedsløsninger, der er skræddersyet til den enkelte frem for one-size-fits-all medicin og behandling.
Derfor arbejder flere industrier aktivt med mikrobiomdata:
- Farmaceutisk industri - udvikling af mikrobiombaserede behandlinger og biologiske lægemidler
- Fødevaresektoren - kortlægning af, hvordan ingredienser og produkter påvirker tarmfloraen og udvikling af den næste generation af præ- og probiotika
- Personlig medicin og behandlingsunderstøttelse - skræddersyede behandlinger baseret på dit personlige tarmmikrobiom og behandlingsunderstøttende livsstilsindsatser
- Landbrugssektoren - optimering af dyrs tarmsundhed for at reducere antibiotikaforbruget og undersøge jord/planters mikrobioms indflydelse på vækst og modstandsdygtighed
- Epidemiforskning – test af eks. Antibiotikaresistens gennem spildevand – hør forsker Patrick Munk fra DTU, fortælle om netop denne metode i vores podcastafsnit Antibiotikaresistens
Bliv klogere i vores podcastepisode Kosttilskud og industrien, hvor Adam Baker, Direktør for Science for Future Labs fra Novonesis fortæller om, hvordan industrien arbejder med mikrobiomet.
Ønsker du at blive klogere på dit personlige mikrobiom?
Analyse af mikrobiomet er til dig, der ønsker at forstå din krop på et dybere niveau. At kende sammensætningen af dit mikrobiom giver dig et unikt udgangspunkt for at træffe valg om kost, livsstil og kosttilskud, der faktisk passer til dig.
Er du nysgerrig på din tarmsundhed, kan du nemt få indsigt med en mikrobiomtest fra Unseen Bio.
Du kan også lytte til podcasten ”Mikrobiomet”, hvor vi dykker dybere i emnet med en række eksperter, der fortæller om de mange aspekter, som mikrobiomet påvirker, eller læs vores mange artikler om kost og generel tarmsundhed.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Af Johan Hartmann (Medstifter)
